Formaliteter

De fleste menneske har lykkeligvis ikke meget erfaring med at arrangere en begravelse.

Når et familiemedlem eller en nær ven går bort, er der en masse praktiske og nødvendige opgaver forbundet med.

Når en person dør i Danmark, er der nogle love og regler, der skal overholdes. Derudover er der en del praktiske opgaver, der skal løses – enten af dig selv eller i samarbejde med en bedemand.

Vi har samlet en liste over de begivenheder, der kan indfinde umiddelbart efter et dødsfald.

Har du brug for hjælp eller rådgivning? Du er altid velkommen til at kontakte os for en uformel og uforpligtende snak.

 

Læge

Umiddelbart efter, at døden er indtruffet, skal en læge konstatere døden og udfærdige en dødsattest. Har dødsfaldet fundet sted i hjemmet, kontaktes enten den afdødes egen læge eller lægevagten. Har dødsfaldet fundet sted på hospital eller plejehjem, vil personalet sørge for, at lægen kontaktes.

 

Politi

Er der den mindste tvivl om, hvornår eller hvordan døden er indtruffet, skal politiet underrettes, inden lægen kan skrive dødsattesten.

Den læge der tilkaldes i anledning af et dødsfald, skal afgive indberetning til politiet.

 

Anmeldelse til begravelsesmyndighederne

Dødsfald skal inden for to dage anmeldes til præst eller kordegnekontoret i bopælskommunen, som er den lokale begravelsesmyndighed.

Begravelsesmyndigheden skal have den dødsattest, lægen har udfyldt, samt dåbsattest eller navneattest og udfærdiger dødsanmeldelsen.

Begravelsesmyndigheden er ansvarlig for, at dødsfaldet anmeldes til andre offentlige institutioner, fx folkeregister og skifteretten.

Disse anmeldelser gøres ofte af bedemanden.

 

Særligt om små børn

Man har ret, men ikke pligt til at begrave eller bisætte et barn, der er dødfødt før 22. graviditetsuge. Der udstedes ikke dødsattest, men sygehus kan udstede en nedgravningsattest, som også er en tilladelse til at få udleveret barnet til begravelse.

Hvis der er tale om et dødfødt barn, kan der ikke udstedes en navneattest, men man kan bede om at få barnets navn indført i kirkebogen som kaldenavn.

Hvis barnet var levendefødt, men døde efter fødslen, kan det navngives, og der kan udstedes en navneattest.

Er barnet dødt før 22. graviditetsuge, anses det juridisk som en abort, men kan indskrives i kirkebogen, under særlige tilførsler.

I alle tre tilfælde skal der rettes henvendelse til kordegnekontoret i bopælssognet. Og man skal medbringe barnets fødselsattest (hvis en sådan findes), dåbs- eller navneattest for barnets forældre samt eventuelt vielsesattest for barnets forældre.

 

Hospitalsobduktion

En hospitalsobduktion kan udføres, når dødsfaldet er sket på hospital, eller hvis afdøde er bragt ind til skadestue, og hvis afdøde efter sit fyldte 18. år har givet tilladelser.

Har den afdøde ikke tilkendegivet, om der må foretages obduktion, skal de pårørende spørges og kan sige nej.

Hvis den afdøde har udtalt sig imod eller havde en overbevisning, der må antages at stride mod obduktion, må den ikke foretages.

 

Mistænkelige dødsfald

Nogle gange kan det være nødvendigt at obducere, uanset hvad den afdøde eller de pårørende mener.

Er der tale om et mistænkeligt dødsfald, skal der foregå et retslægeligt ligsyn af en embedslæge og en retsmediciner sammen med politiet.

Hvis de pårørende nedlægger forbud mod obduktion i denne forbindelse, er det retten, der skal afgøre, om obduktionen alligevel skal gennemføres.

 

Sikkerhedsmargin

I ligsynsloven fra 1871 var der en bestemmelse om, at liget af en person, der var død i sin seng, ikke måtte tages ud af sengen, før der var gået seks timer.

Baggrunden for denne regel var at fastlægge en ”sikkerhedsmargin” efter det biologiske dødstidspunkt, inden der på den ene eller anden måde blev disponeret med liget.

Det hyppigst forekommende på denne tid var, at dødsfald skete i hjemmet og jævnligt på steder, hvor det var vanskeligt eller umuligt hurtigt at få tilkalde en læge.

Det var derfor ofte de tilstedeværende, der skønnede at døden var indtrådt. 6 – timers-reglen blev i forbindelse med vedtagelsen af 1967 – loven ophævet for transplantationers vedkommende.

 

Dødsfald i udlandet

Når en EEG-måling, der kan registrere hjernes elektriske svingninger fastslår, at der ikke længere er aktivitet i hjernen, kan kroppen øvrige funktioner ikke længere fortsætte på naturlig vis, og døden indtræffer.

 

Hjertedødskriteriet

Når hjertet holder op med at slå, og et menneske holder op med at trække vejret, ophører alle kropsfunktioner.

De første fysiske tegn på, at døden er indtruffet, er misfarvning af huden, de såkaldte dødspletter. Inden for de første par timer opstår dødsstivhed – rigor mortis.

 

Hjernedødkriteriet

Hvis dødsfaldet sker i udlandet, er det de lokale myndigheder i det pågældende land, der udfylder dødsattesten. Herefter skal du som påførende kontakte den danske ambassade eller konsulat, som kan give råd og vejledning i forbindelse med hjemtransport af kiste eller urne.

Hvis afdøde ikke skal kremeres inden hjemtransport, skal det pågældende lands myndigheder udstede et såkaldt ligpas til afdøde.

Ligpasset sikre, at de sundhedsmæssige og administrative krav til transport af en afdød er overholdt. Ligpas kræves ikke ved transport:

1. Af aske til og fra udlandet

2. Af lig inden for Danmarks Riges grænser (dog kræves der ligpas til Grønland)

Hvis døden sker inden for det gule/blå sygesikringskorts dækningsområde og inden for den første måned af et ferieophold, dækkes udgifterne til hjemtransporten.

Du kan læse mere om, hvor det gule/blå sygesikringskort dækker. Se www.borger.dk

Sker dødsfaldet uden for det blå/gule sygesikringskorts dækningsområde, må de efterladte betale for hjemtransporten. Undtaget er, hvis afdøde havde en rejseforsikring eller en hele-verden-årsrejseforsikring.

 

Transplantation

En hospitalsobduktion kan udføres, når dødsfaldet er sket på hospital, eller hvis afdøde er bragt ind til skadestue, og hvis afdøde efter sit fyldte 18. år har givet tilladelser.

Har den afdøde ikke tilkendegivet, om der må foretages obduktion, skal de pårørende spørges og kan sige nej.

Hvis den afdøde har udtalt sig imod eller havde en overbevisning, der må antages at stride mod obduktion, må den ikke foretages.

 

Mistænkelige dødsfald

Nogle gange kan det være nødvendigt at obducere, uanset hvad den afdøde eller de pårørende mener.

Er der tale om et mistænkeligt dødsfald, skal der foregå et retslægeligt ligsyn af en embedslæge og en retsmediciner sammen med politiet.

Hvis de pårørende nedlægger forbud mod obduktion i denne forbindelse, er det retten, der skal afgøre, om obduktionen alligevel skal gennemføres.