Måske en lille hjælp til svære dage

Den mistede melodi

Pludselig var den væk! Komponisten havde skabt en melodi, eller rettere den var nærmest kommet af sig selv. Han havde nok hjulpet den på vej, men den var kommet så legende let, og han havde sådan glædet sig over den. Han spillede den om morgen og aften og mange gange derimellem, og hen ad vejen rettede han lidt til på den. Det var ikke de store ændringer; bare småjusteringer som en bindebue her og der og et par punkteringer undervejs. Af og til brast han i latter. Det var, når fingrene snublede over tangenterne – når melodien løb hurtigere end han kunne følge med. ”Løber du fra mig?” udbrød han. ”Bare vent, jeg skal nok få hold på dig!” Og så spillede han melodien igen.

Det var en pragtfuld melodi. Den løb så rask som forårets første smeltevand, der bryder sig vej som en kilde gennem skoven. Kluk, kluk, kluk, her kommer jeg, intet kan stoppe mig. ”Den var så glad som bare barnefødder i det dugvåde græs en varm og venlig sommermorgen. Ubekymret, åben og ligefrem. Og den var så let som sommerfuglens vinge, der strejfer æbletræets spæde, lyserøde knopper. Sådan var melodien.

Men pludselig var den væk.

Komponisten bladrede alle sine noder igennem … den havde vel bare forputtet sig … men han fandt den ikke. Han satte sig ved flyglet. Han havde jo spillet den så mange gange, så han måtte vel kunne den udenad. Men han kunne ikke. Han forstod det ikke, men han måtte se det i øjnene. Melodien var væk. Han ville aldrig finde den igen. Komponisten satte sig ned og sukkede. Hvad skulle han gøre? Musik var hele hans liv, og nu var melodien væk. Timerne, dagene og ugerne gik, og den stakkels komponist sad træt og stirede ud i luften. Han havde lavet andre fine melodier, men dem tænkte han ikke på. Nej, hjerte hang ved den ene, som han havde mistet. Kunne han dog blot finde den igen. Ja, kunne han blot få lov at spille den én gang mere … men det kunne han ikke. Komponisten holdt sig inden døre, og de eneste lyde han hørte, var hans egne dybe suk og lyden af hans egne fodtrin, når han traskede rundt i sin stue. Men han var jo komponist, og den dag kom hvor en ny melodi ville spilles og skrives på noder. Den nye melodi mindede om den gamle og var alligevel helt anderledes. Den kom slet ikke af sig selv, nej, komponisten måtte bruge al sin energi på at få den til at hænge ordentligt sammen. Der var så mange forfløjne toner, som skulle ledes ind på plads. Den var hverken rask som kilden, glad som barnefødderne eller let som sommerfuglevingen. Nej, den var jo inspireret af hans dybe suk og tunge sind, men smuk var den, og han spillede den gerne.

Og folk fra byen gik forbi hans vindue og udbrød: ”Sikke en smuk musik. Så dyb og fyldig som kærlighed og hjerteslag. Hvilken gave han har, komponisten, at han kan spille sådan” Og komponisten spillede, skønt han fra tid til anden ikke kunne læse noderne for tårer.

Uddrag af bogen:

”Smerten ved at miste Stefan”, af Tina og Poul Erik Jensen. Lohses forlag 1997